BESKRIVELSE
En smagseksplosion af en Bourbon med fuld kraft på krydderier efterfulgt af tørre noter af egetræ. Duften er sødmefuld, men smagen er tung af peber, bagekrydderier og kun en svag frugtig sødme. Rowan's Creek er helt klart mere power end finesse, og på ingen måde en pleaser-Bourbon - nærmere et spark over skinnebenet, altså på en god måde.
Rowan's Creek Bourbon produceres af Kentucky Bourbon Distillers (KBD), som også kendes under navnet Willett. Den er opkaldt efter den lille å, der løber forbi Willetts destilleri lidt uden for Bardstown. Det er en ganske nydelig å og jeg (Lars) kan faktisk prale af at have afkølet mine svedige fødder i Rowan's Creek (altså åen, ikke whiskeyen), men det er en anden historie.
Rowan's Creek er en sourced Bourbon og både destilleri og mash bill er hemmeligt. Der har for år tilbage stået 12 år på flasken, men selvom aldersangivelsen er forsvundet forlyder det på rygtebørsen, at Rowan's Creek stadig holder de tolv år.
Destilleriet
Kentucky Bourbon Distillers (KBD) omtales ofte nærmest synonymt med Willett, som er navnet på firmaets eneste destilleri. Willett blev grundlagt i 1936, hvor destilleriet blev bygget på Willett-familiens gård lige uden for Bardstown i Kentucky. Willett begyndte i midten af 1980'erne at sælge whiskey under navnet Kentucky Bourbon Distillers og udvidede sortimentet med en del sourced whiskey fra andre destillerier.
SMAGSNOTER
Duft | Brændt sukker, kanel og egetræ |
---|---|
Smag | Peber, bage-krydderier og tør eg |
Eftersmag | Vedholdende krydderier, stenfrugt og eg |
DETALJER
Klassifikation | Bourbon |
---|---|
Alder | Ikke oplyst (rygtet siger 12 år) |
Alkoholprocent | 50,5% (101 proof) |
Volume | 700 ml |
Region | Kentucky, USA |
Destilleri | Ikke oplyst |
Mash bill | Ikke oplyst |
Fade | Ny, forkullet amerikansk eg |